Blog

Undgå 5 typiske fejl, som nye iværksættere begår

Dette indlæg er skrevet af serie-iværksætteren Toke Kruse, som er mest kendt for regnskabsprogrammet Billy’s Billing – et stykke software han i øjeblikket er ved at lancere i USA. Toke har 14 års erfarings med iværksætteri og kommer her med de 5 typiske fejl som han mener, at nye iværksættere begår.

Du har taget den rette beslutning; du vil starte som selvstændig iværksætter og er klar til at gå i gang eller har netop taget de første skridt. Men hvorfor er det, at kun 1 ud af 10 nystartede virksomheder overlever eller får succes? Der er nok tusinde grunde til, at virksomheder fejler gang på gang, men få her fem af de typiske fejl, som iværksættere ofte begår med udgangspunkt i online-forretninger.

1. De glemmer at sælge produktet, inden det er lavet
Inden du har færdigudviklet dit produkt, skal du i gang med at sælge det. Du skal få nogle kraftige salgssignaler fra markedet, så du ved, om du er på rette spor. Det kan være alt fra en simpel landingpage, hvor du viser et billede af dit produkt og har en salgsknap. På den måde kan du teste dit marked af og finde ud af, om der overhovedet er et grundlag for at starte en forretning inden for den branche med det produkt. I denne startfase kan du løbende udvide din test med at skrive blogindlæg om dit emne, så du allerede fra start bygger content op på din side.

2. De starter i samme branche som alle andre
Inspiration kan være godt, og nogle gange er det nemmere at være nummer 2 eller 3, som starter i en ny branche eller med et nyt produktsortiment. Men hvis du er nummer 100 i rækken, skal du virkelig tænke dig om. Er der plads til endnu en spiller, og er der i virkeligheden ikke noget andet, som er mere oplagt at sælge? Tag udgangspunkt i dine interesser i stedet for i, hvad der nødvendigvis lader til at blomstre op alle steder. I bund og grund handler det om at differentiere sig og skille sig ud fra mængden. Det er altid godt at starte i en branche, hvor du er ”ekspert” og har kendskab til markedet, men overvej, om også du vil sælge sorte sokker på nettet eller champagne. Måske der er masser af andre huller i markedet.

3. De tænker for småt fra start
Inden du går i gang, kan det være en stor fordel at tænke stort fra start. Dvs. at du gør dig nogle overvejelser over udvidelse til andre markeder, når hjemmemarkedet Danmark har bevist, at din virksomhed er bæredygtig her. Det er altid en god idé at starte småt, men hav altid et stort marked for øje, hvor du har større mulighed for at skalere din virksomhed.

4. De gør det ikke ordentligt nok
Tålmodighed er en dyd, og det samme er en vis form for kvalitet. Selvom det er vigtigt, at du får testet dit produkt tidligt, så sørg samtidig for, at du løbende får bygget et kvalitetssite op, som ser professionelt ud. Gør du ikke det, kan en webshop hurtigt komme til at fremstå utroværdig, og det medfører i sidste ende, at du ikke får salg i forretningen.

5. De starter for pengene, ikke for læringen
Er det første gang, du skal starte en virksomhed, så se det som lærepenge i starten – selvom du kan være heldig at få gang i din virksomhed, selvom det er første gang, så viser historien også, at det tager tid at blive skarp til iværksætteri. Det er svært, og der er mange faldgruber. Gå derfor i gang med den rette indstilling: Du vil blive klogere og på sigt tjene penge.

Held og lykke med dit eventyr!

Mange hilsner

Toke Kruse