YouTube Video SEO

By | 10/10/2013

Søgemaskineoptimering (SEO) er et vigtigt område for alle hjemmeside-ejere, fordi der i dag er så ekstremt meget indhold på internettet, hvilket betyder hård konkurrence på næsten alle de interessante søgeord. Der er med andre ord kamp om at blive vist i topresultaterne på Google, og samme situation er der på verdens andenstørste søgemaskine, YouTube.

Der bliver uploadet 48 timers video til YouTube hvert eneste minut – ja, du læste rigtigt. Derfor giver det sig selv, at du som indehaver af en YouTube-kanal og en nyuploadet video ikke uden nogen indsats bliver vist øverst i søgeresultaterne på YouTube og Google. Trafikken til din video kommer ikke af sig selv, og derfor vil jeg i denne artikel forklare dig, hvad du konkret selv kan gøre for at din video bliver set på internettet.

Udfyld videoinformationer korrekt

Når du har uploadet din video til YouTube har du mulighed for at indtaste en titel, en beskrivelse, en kategori og en række tags. Dette er en essentiel del af din YouTube Video søgemaskineoptimering.

Inden du går i gang bør du overveje hvilke(t) søgeord du vil have din video til at blive vist på. I modsætning til tekst kan søgemaskiner ikke ”læse” videoer, og derfor er dine video-informationer meget vigtige. Hvis din video er en guide til at søgemaskineoptimere YouTube videoer, så vil søgeordssammensætningen ”YouTube Video SEO” være oplagt.

Titel
Det første du udfylder er titlen på din video. Her er det ekstremt vigtigt at du tænker dig om, da det er denne tekst som vil markere sig mest markant i søgeresultaterne. Du bør så vidt muligt placere dine søgeord forrest i titlen, eksempelvis ”YouTube Video SEO guide på dansk”. Ønsker du at satse på flere søgeordssammensætninger kan du eksempelvis skrive ”YouTube Video SEO – YouTube SEO – Video SEO”, hvor den første af dem bør være din primære.

Beskrivelse
Det er en god idé at bruge tid på at skrive en informativ beskrivelse af videoen, fordi det er her du får mulighed for at skrive en lidt længere tekst, som du ellers ikke har mulighed for med video. Du bør så vidt muligt inddrage dine søgeord allerede i første sætning i beskrivelsen, således at disse bliver præsenteret med det samme. Du kan fx starte beskrivelsen med ”Lær alt om YouTube Video SEO i denne video…”. Og sørg derefter for vedvarende brug af søgeordene igennem hele beskrivelsen. Pas dog på med ikke at gentage dine keywords alt for mange gange, da dette kan risikere at komme til at se “unaturligt” ud i Googles øjne, og dermed påvirke din ranking negativt.

Du har desuden mulighed for at inddrage et klikbart link til eksempelvis dit website i beskrivelsen. Her har du mulighed for at hente noget direkte trafik fra YouTube, og det er absolut en mulighed du skal udnytte. Her er det vigtigt at dit link optræder i starten af teksten, således at seeren har adgang til linket uden først at skulle klikke ”læs mere”. I et SEO-mæssigt perspektiv skal det nævnes at det indsatte link er no-follow, dvs. umiddelbart uden den helt store backlink-værdi, men uanset hvad læser søgemaskinen linket, så sæt det endelig ind. Husk at linket skal starte med http:// for at det bliver klikbart.

Tags
Det er her du fortæller i enkelte ord søgemaskinen hvad din video handler om, og dermed hvilke søgeord den skal vises på. Det er vigtigt at du skriver alle de relevante søgeord du kan komme i tanke om, og at du skriver de vigtigste af dem først. Vær opmærksom på at et tag enten kan bestå af et enkelt ord eller en sammensætning af flere ord. Eksempelvis bør du både skrive “YouTube”, “Video”, “SEO”, samt “YouTube SEO”, “Video SEO”, og “YouTube Video SEO”.

Kategori
Dette er en af de mere simple områder at optimere på. Det handler i alt sin enkelthed bare om at vælge den kategori der passer bedst muligt på din videos indhold, således at søgemaskinen ikke opfanger et misforhold imellem de to ting. Det betyder samtidig også at din video vil blive vist ude i siden under “relaterede videoer” på nogle af dine konkurrende videoer om samme emne. I eksemplet her vil kategorien “Uddannelse” være passende.

Synlighed
Du skal selvfølgelig sikre dig, at din video står angivet som værende Offentlig, da alt arbejdet med Video SEO ellers er spildt; indstillingen Privat vil nemlig fjerne videoen fra offentligheden.

Miniaturebillede
En ofte overset mulighed for at optimere videoens forhold til søgemaskinerne er valget af miniaturebillede. Du risikerer at det billede YouTube automatisk har valgt er indholdsmæssigt misvisende eller teknisk uskarpt.

Normalt kan du vælge mellem tre forskellige billeder inde i videoindstillingerne, men er din konto verificeret til det af YouTube kan du endda uploade dit helt eget billede og benytte dette som videoens miniature. Valget af miniaturebillede påvirker ikke din videos ranking, men har i høj grad betydning for videoens click-through-rate i søgeresultaterne både på Google og YouTube.

Ekstra tricks til søgemaskineoptimering af din video

Når du har udfyldt videoinformationerne korrekt har du taget et vigtigt skridt imod synlighed i søgemaskinerne, men du er ikke nødvendigvis færdig med at søgemaskineoptimere din video. Her er et par ekstra tricks du kan benytte for at opnå endnu større synlighed.

Link til din video

På samme måde som du link-builder til din hjemmeside bør du også gøre det til din video. I søgemaskinernes øjne er det et kvalitetsstempel, at videoen “nævnes” andre steder på internettet. Du kan enten henvise direkte til URL’en via et klikbart link, eller du kan indlejre (på engelsk “embed”) din video på dit website.

Derudover bør du linke til din video fra diverse sociale medier, så søgemaskinerne ved at videoen rent faktisk vækker interesse rundt omkring på internettet.

Skab aktivitet omkring din video

Du bør lægge dig i selen for at skabe aktivitet omkring din video, både i form af visninger, likes, kommentarer, abonnenter osv. Jo mere aktivitet, jo mere synlighed i søgemaskinerne.

Visninger får du ganske simpelthen ved at sprede din video så effektivt som muligt, og så på længere sigt satse på at folk søger sig frem til den. I kommentarfeltet er det vigtigt at du selv engagerer dig ved at besvare alle stillede spørgsmål, og måske endda selv bidrage med et spørgsmål til seerne af videoen – også her bør du forsøge at inddrage dine primære søgeord.

Likes og abonnenter til din video og din kanal kommer helt af sig selv hvis du leverer indhold af høj kvalitet, men en opfordring til disse handlinger ala “Hvis du kunne lide videoen og gerne vil se mere fra os, så husk at like videoen og abonnere på vores kanal” kan booste disse tal.

Boost din YouTube-profil

Du bør bruge lidt tid på at opbygge en personlig profil på YouTube i form af din egen kanal. Det gør du ved at udfylde så mange oplysninger som muligt, og samtidig koble din kanal sammen med din Google+-profil. Så er du i gang.

Herefter skal du skabe aktivitet på din YouTube-kanal, og det vigtigste er selvfølgelig at uploade en masse videoer. YouTube ser det som et kvalitetsstempel at du løbende lægger nye videoer op på din kanal, og det er i sidste ende noget der kommer til at påvirke hvorledes dine enkelte videoer bliver vist på side 1 på de relevante søgninger. Antallet af abonnenter og det samlede antal videovisninger på din kanal indgår ligeledes i YouTubes vurdering af dig og dine videoer.

Skriv tekst ovenpå din video

Et af de lidt mere hardcore tricks er, at bruge YouTubes egen funktion til at skrive tekst ovenpå den originale video – “annoteringer”, kalder de det. I modsætning til den tekst der er indsat i den originale video lavet i dit redigeringsprogram har YouTube nemlig mulighed for at læse disse tekster som du indsætter efterfølgende, og de bruges ligeledes til at finde ud af hvad videoen rent faktisk handler om.

Prøv derfor at indsætte dine søgeord ovenpå videoen via annotering-funktionen efter at du har uploadet den, således at disse indgår i søgemaskinernes vurdering af indholdet, og dermed videoens relevans i forhold til de valgte søgeord.

Hvis du vil blive endnu klogere på YouTube Video SEO, så anbefaler jeg denne liste med lærerige videoer om emnet.