At tage kampen op med de store
E-handel er efterhånden en moden industri i Danmark, og de store markeder er godt besat af store webshops, som gør et solidt stykke arbejde. Så derfor bør man vel tænke mere niche-orienteret når man skal vælge branche til sin nye webshop, for at man overhovedet skal have en chance? Eller hvad?
Lige præcis debatten med valg af branche til sin webshop synes jeg er meget interessant, og der er mange holdninger til det. Hvis du vil lave en stor forretning i dag er der grundlæggende to muligheder:
- Bredt produktsortiment i Danmark
- Smalt produktsortiment i flere lande
I øjeblikket møder jeg mange der argumenterer for at det er niche-butikkerne der er optimale hvis man skal starte en webshop i dag, fordi alle de store markeder er “optagede”. Det var også den tanke jeg havde da jeg åbnede eCykelhjelm.dk, som i skrivende stund er mit primære iværksætter-projekt. Men jeg kan dog også se en ulempe ved det.
Nu er jeg efterhånden ved at have en god profil i Danmark, hvor folk kender shoppen, har givet den nogle gode anmeldelser på Trustpilot osv. Men skal jeg så til at starte forfra på et andet marked, hvor ingen kender mig? Og så skal jeg pludslig til at have ansat en tysk supporter, og have en tysk returadresse, for at åbne i Tyskland?
Det jeg vil frem til er, at jeg ikke er sikker på, at niche-vejen er den rigtige at gå.
Respekt til dem der tager kampen op
På det seneste er jeg trods min niche-kærlighed blevet imponeret over et par mennesker jeg har mødt, som har taget kampen op på nogle af de rigtig store markeder – altså de virkelig store markeder.
Et eksempel er Steen Christensen, som har taget kampen op med giganter som Zalando, Asos osv. Med Katoni.dk har han lavet en tøjportal som ift. overskuelighed, filtrering, loadtid og mange andre ting ikke bare kan hamle op med de helt store, men faktisk er bedre. Det er så godt nok et affiliate-koncept, så de er ikke en direkte konkurrent til Zalando som sådan, men mon ikke de kan få nogle glade brugere iblandt de shopping-glade kvinder med deres kæmpe store udvalg af tøj, som man nemt kan navigere rundt i?
Et andet eksempel er Søren Skriver. En ung fyr som er ekstremt skarp til online markedsføring. Han har på egen hånd kastet sig over markedet for lamper og belysning, som altså er en stor niche inden for “bolig”-området. Med Bekko.dk tager han kampen op med nogle rigtig store forretninger, som qua deres fysiske butikker har et kæmpe netværk af leverandører, et stort varelager, et solidt produktkendskab osv. Men det har altså ikke skræmt Søren væk, som allerede har ansat sin første mand til at tage sig af pakke-forsendelsen på daglig basis.
Så måske er det ikke umuligt alligevel?
Jeg kan i hvert fald afsløre, at jeg i disse måneder går og arbejder på en webshop som skal tage kampen op på et relativt stort marked i Danmark, og det er en udfordring jeg ser ekstremt meget frem til. Du skal selvfølgelig nok blive opdateret her på bloggen.