Blog

Bliv klog på Online Markedsføring

Vi er trådt ind i et nyt år, og selvom jeg endnu ikke har fået styr på layoutet her på siden efter at jeg lavede det til min personlige blog, så vil jeg tillade mig at komme med årets første af en forhåbentlig lang række indlæg.

Indlægget her skal handle om en af de ting her i livet som jeg finder mest spændende, nemlig online markedsføring. Det er efterhånden en række år siden jeg lavede mit første website og skulle markedsføre dette, så det er ikke fordi jeg er helt ny på området, men det er først med åbningen af eKondom.dk at jeg for alvor har sat mig ind i online markedsføring, og alle de spændende emner, der ligger herunder.

Uden nogen uddannelse inden for emnet, og endda uden overhovedet at have åbnet en bog om online markedsføring, så har jeg i dag en solid viden herom. Sagen er nemlig den, at jeg har fundet to gyldne veje til viden om det nyeste nye omkring online markedsføring.

Podcasts

Lyd er gået hen og blevet min primære kilde til viden om online markedsføring, og hvis du interesserer dig bare det mindste for emnet uden at gøre brug af samme, så bør du virkelig spidse ører nu.

Vi er nemlig så heldige som ‘online-folk’, at der sidder danskere derude, som jævnligt producerer noget ekstremt brugbart indhold. Jeg vil gå så langt som at sige, at der kører to danske podcasts, som jeg kan takke for størstedelen af de tips og tricks jeg kan i dag.

PotterCut har ved flere lejligheder ligget nummer 1 som det mest populære podcast overhovedet på iTunes – ja, også foran Mads & Monopolet.

Ib Potter er manden bag, og han er ganske enkelt fantastisk til at invitere en gæst ind, som han så kan få rystet en hel del brugbar viden ud af. Det må du simpelthen ikke gå glip af, og har du aldrig hørt om podcastet før, ja så har du en masse der skal indhentes!

The Industrious Geeks er navnet på det andet podcast jeg vil anbefale dig. Det produceres af Mikael Rieck og Søren Riisager, som begge er enormt kompetente inden for emnet.

Deres podcast findes også på iTunes, men da det er lidt nyere end Pottercut er det ikke blevet lige så kendt endnu. Her ligger der 60 podcasts og venter på dig, så det er bare om at komme i gang!

Google+

Sociale medier er også enormt værdifuldt til at tilegne sig viden, fordi du har mulighed for at følge nogle personer, som deler interessante artikler om de emner du interesserer dig for – og specielt med online markedsføring er der meget at hente.

For mit vedkommende er Google+ blevet det ultimative favoritmedie, og det er i dag stort set det eneste sociale medie jeg bruger “professionelt”. Google+ er nemlig – ligesom Twitter – et interessenetværk, dvs. du kan begynde at følge folk du synes skriver om spændende ting selvom du ikke kender dem, modsat Facebook, som primært består af folk du allerede kender på et personligt plan.

Er du endnu ikke kommet i gang med at bruge Google+, så kan jeg varmt anbefale dig at tage fat på det hurtigst muligt. Du er naturligvis meget velkommen til at følge mig derinde, og herfra kan du så tage et kig på de personer jeg følger – der er rigtig mange gode folk i blandt.