Disavow Links – Få Google Til At Glemme De Dårlige Links
Har du oplevet at få dårlige links til dit website? Selvom du har fuldstændig styr på din linkbuilding, vil du typisk opleve at der kommer halvdårlige eller direkte SPAM-links til din hjemmeside.
I dette indlæg får du beskrevet hvordan man afviser links som du ikke kan stå inde for, hvorfor du skal gøre det løbende og gerne hver måned, om det overhovedet virker længere og meget mere.
Hvad Er Disavow?
Disavow er en funktion i Search Console, som gør det muligt at fortælle Google, at du ikke kan stå inde for visse links, som er kommet til dit site. Du finder funktionen i det gamle Search Console.
Det ligger lidt i ordet, hvad det betyder – at afvise. Du fortæller altså Google at du gerne vil afvise visse links, og at du ikke kan stå inde for kvaliteten af dem. Det er naturligvis kun noget som du gør for links du ikke selv har arbejdet med at få.
Du bør tjekke dine nye links regelmæssigt for at få det bedste ud af din disavow-fil. Jeg vil anbefale at du mindst tjekker en gang om måneden. Alt efter hvor stort et site du administrerer, kan det være du skal tjekke oftere.
Hvordan Afviser Man Links?
Først og fremmest skal du bruge et værktøj til at kende til nye indgående links. Search Console har selv en funktion til dette, men mange vælger at bruge et mere specifikt værktøj som Ahrefs til dette formål.
Når du har fundet frem til de dårlige links, som du gerne vil disavow’e, er der flere forskellige måder du kan fortælle Google, at du ikke ønsker at de skal vægte disse links, når de ser på din overordnede linkprofil.
Du skal indsætte dine afviste links i en txt-fil. Du laver txt-filer i Notepad på Windows og TextEdit på Mac. Udover de links eller domæne du vil disavow’e, kan du også lave kommentarer i din fil på nedenstående måde.
#SPAM-sider
https://spam.dk/daarligt-link/
domain:spam.dk
#Russiske links
https://spam.ru/example/
domain:spam.ru
Disavow En Enkelt Side
Ønsker du blot at disavow’e en enkelt side på et domæne (den ene side hvor du får et link fra), kan du vælge at gøre dette. Jeg anbefaler generelt ikke at bruge denne mulighed, da man typisk ønsker at afvise et helt domæne.
https://spam.dk/daarligt-link/
Disavow Et Helt Domæne
I langt de fleste tilfælde vil jeg anbefale at du disavow’er hele domænet. På den måde er du sikker på, at du også får disavow’et eventuelle nye sider, med nye dårlige links, som der måtte komme fra domænet.
domain:spam.dk
Disavow Tool
Udover Googles eget tool til at disavow’e links, findes der også andre værktøjer, som gør det nemt at holde overblikket over links, som har man har afvist. Heriblandt førnævnte Ahrefs, har nogle unikke funktioner til dette.
Det smarte ved værktøjet i Search Console er, at du altid kan downloade de disavow’ede links. Du behøver altså ikke løbende holde øje med, hvilke sider eller domæner, som du har afvist – du kan altid tjekke det, direkte i systemet.
Dog kan det stadig være smart at bruge et værktøj til at holde styr på opgaven med at få disavow’et, så man ikke glemmer det. Det kan være et projektstyringsværktøj som ClickUp eller en simpel todo-app på din telefon.
Virker Det Overhovedet?
Der er forskellige holdninger i SEO-miljøet til, om disavow af links overhovedet virker, da Google efterhånden er blevet så dygtige til at forstå om et link er godt eller dårligt, og reelt eller SPAM.
Min, og mange andres, holdning er, at man lige så godt kan få tilføjet links i sin disavow-fil. Det er en opgave, som ikke tager lang tid, men kan ende med at give et rigtigt godt boost i resultater.
Kan man se, at ens konkurrent direkte har angrebet en med dårlige links, bør man gøre alt hvad man kan for at lukke ned for dette. Dette indebærer naturligvis at få afvist samtlige domæner af tvivlsom karakter, som linker til dig.
Dette indlæg er skrevet af Tobias Hyldeborg, som er Digital Marketing Manager hos Dinero – et gratis økonomistyringssystem, som er nemt at bruge for mindre og mellemstore virksomheder.