Kombiner offline og online kanaler ift. at markedsføre webshop
Gæsteindlæg af Morten Storgaard
Mit navn er Morten Storgaard, og jeg har fået lov at dele lidt erfaringer her hos Tobias Ehlig. Jeg har arbejdet med online marketing i 7 år, og laver i dag online markedsføring for en række større danske webshops. Derudover driver jeg også min egen blog med nyheder omkring wifi og internet på Netkablet.dk.
Som de fleste andre e-handlere, har jeg ikke haft meget til overs for de gamle traditionelle offline medier, da de er vanskelige at spore og effektmåle, som vi er vant til med alle vores online markedsføringsaktiviteter. Jeg har dog fået lært, at der er stadig er potentiale i nogle de gamle kanaler, men jeg vil dog altid råde folk til at starte med at udnytte mulighederne online først, men når det så spiller, så er min erfaring, at man skal teste de gode gamle kanaler af.
På et tidspunkt vil man formodentlig opleve, at man har svært ved at holde sin vækstrate ved kun at bruge de alm. online trafikkanaler såsom Adwords, SEO, Facebook etc., og så er måske ved at være tid til at teste noget push-marketing.
Et par indledende overvejelser omkring målgruppe
Det er vigtigt at gøre sig nogle overvejelser om hvor bred målgruppe man har.
Er det en snæver gruppe mennesker, som kan bruge ens produkt, eller er det et produkt som i virkeligheden burde findes i de fleste hjem? Har man et produkt som henvender sig til den brede befolkning, vil kanaler som Radio og TV formodentlig køre fint, men har man et mere niche præget produkt, bør man nok holde sig til fag-specifikke medier.
Det kan fx. være brancheblade, men det kan også være programsponsater på TV. Er det et godt match mellem målgruppen til et program og ens kundegruppe, så kan det være en rigtig god ide. Det kan fx. være at man sælger rejsekufferter, og så kunne man vælge at sponsorer et rejseprogram. Dermed kan man bruge TV til at ramme netop dem som kunne tænkes at reagere på ens budskab.
Programsponsorater kan dog også udnyttes, selvom man har et produkt, der henvender sig til en meget bred målgruppe. Sælger man fx. kaffe kan man overveje at blive programsponsor på natholdet, eller et andet program der kører meget sent (eller om natten), hvor man må formode at ramme en gruppe, der særligt har brug for kaffe.
Hvordan minimerer jeg min risiko ved at gå på TV?
Jeg har sammen med flere kunder brugt en fremgangsmåde med først at teste effekten af lokalradio. Der er masser af små lokalradiostationer, og det fine ved dem er dels, at de er meget billige at teste af, og så er det muligt at afgrænse sig geografisk til et område, som kan måles efterfølgende på Google Analytics.
Hos Google Analytics er Danmark geografisk opdelt i fem zoner, og hver radiostation ved meget præcist hvilket område de dækker. Så her er det muligt at isolere indsatsen til et enkelt område, og så løbende holde øje med om der sker et udsving i netop dette område på Analytics.
Får man en positiv effekt her, har man en god indikation af, at der måske gemmer sig nogle gode muligheder i at kikke nærmere på Lokalradio og evt. en TV-kampagne – hvis man har budgettet til det.
Jeg har fine erfaringer med lokalradio og TV, men har dog stadig til gode at få en positiv effekt af aviser og ugeblade. Jeg har fået late-sale priser på helsides annoncer helt ned til 4- 5.000 kr, men har aldrig oplevet en tilfredsstillende stigning af salg / trafik på Analytics efterfølgende.
Succesfuld kampagne for bærbare computere
For nylig har en af mine kunder kørt en TV kampagne, og det ser ud til at blive en fin forretning. Det er Refurb.dk fra Århus, som sælger genbrugte bærbare computere. Det afgørende ved denne kampagne var at gøre opmærksom på deres koncept, da de adskiller sig fra almindelige shops, ved at de sælger genbrugt udstyr, med samme garanti som nyt IT udstyr. Det er nogle argumenter, som kan være vanskelige at kommunikere på hjemmesiden!
Der var desuden en god historie at fortælle, da genbrug af computer udstyr er godt for miljøet, samtidig med at der er penge at spare. Vi har oplevet en rigtig flot respons på denne kampagne, og kommer formodentlig til at bruge TV igen, som en del af markedsføringen.
Har man en god historie at fortælle er TV typisk godt, og ellers må man nok regne med, at der skal en del kampagner til før budskabet bider sig fast hos seerne.
Det var mine erfaringer med at kombinere e-handel og offline medier. Har du nogle erfaringer eller tanker omkring det skal du endelig lægge en kommentar nedenfor.